Læs mere om Goeckers 150 års jubilæum Goecker Nyhedsbrev Goecker Webshop
Buchmanns Arkiv   PRODUKT test  

mamiya zd

Tekst og billeder: Per Buchmann

links til denne artikel:

Lyt til Podcast Lyt til Goecker Podcasts her

Download test i pdf format

Download brochure på Mamiya ZD

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

22 megapixel D-SLR kamera

Mamiya er netop begyndt leveringen af det nye 22 megapixel D-SLR kamera. ZD er i design og funktionalitet et D-SLR kamera, men i megapixel opløsning et ægte mellemformat kamera. Med fuldt udskifteligt objektiv og dermed adgang til hele Mamiya 645 familiens store tilbehørs program, er der basis for et stærkt professionelt kamera, på high-end gruppen’s midtbane.

ZD skal, ifølge Mamiya, duellere med eller appellere til Canon og Nikon fotografer, der ønsker yderligere opløsning og performance.

Jeg har arbejdet med ZD på studiet samt på eksteriør opgave i Hillerød. Jeg er klart gået efter teknisk interessante motiver, ud fra devisen, at blænde 8 og godt lys, altid giver gode billeder. ZD er med en kamerahus pris på lige under kr. 70.000 ganske prisattraktiv – men kan den klare motiver i den virkelige verden, hvor alt ikke er ’medlys og automatik’ ?

Mamiya ZD – Hasselblad/Phase One P25 – Canon EOS-1Ds MII
Udstyret med tre kameraer i standard udrustning, har jeg lavet stribevis at sammenlignende optagelser, for at se og opleve hvad-kan-jeg-forvente og hvad-kan-jeg-opnå.

ZD som reportage kamera
Kamerahusets funktionalitet er som at komme tilbage til digital kameraernes ungdom. Langsom autofokus med markant lyd. Langsom buffer der giver sig godt tid til billedlagring, samt når billeder hentes frem til evaluering. Ligeledes er bladre-frem-tilbage funktionen meget langsom. LCD panelet er lille med en ikke imponerende billedkvalitet. Zoom funktionen ’beriges’ yderligere af den a-ha oplevelse, at lup størrelse ikke er i trin, men pre-indstilles i custom function. Betjening med – tynde – handsker, skal ikke beskyldes for at være komfortabelt eller let.

ZD som atelier kamera
Funktionaliteten og performance appellerer ikke til, som ovenfor omtalt, modefotografens store skudserier. Bufferkapacitet og loadnings tider er forbeholdt eksempelvis packshot-, portræt-, og feature fotografiets mere rolige rytme.

Ergonomien er i orden, når ZD er indstillet. Her har jeg det igen, som jeg er kommet til kamerahus funktionalitetens ungdom. Alle knapper og funktioner har en god placering der hurtigt føles finger rigtigt, men det ’spiller’ ikke rigtigt – sammenlignet med markedets øvrige aktører.

Mange fotografer beskylder ’den gamle’ Hasselblad 503CW med P25 bagstykke for at være langsom. Min oplevelse er, at Mamiya ZD er langsommere ! Alt er relativt og funktions prioritering er forskellig - jeg nævner det blot, for fuldstændighedens skyld.

Billedkvalitet - hvad-kan-jeg-forvente & hvad-kan-jeg-forlange ?
Klog mand har sagt at ’glæden ved en god handel – ikke må afløses af skuffelsen over en ringe kvalitet’ !

ZD tilbyder en eksklusiv megapixel opløsning, og kamerahus prisen på ’et attraktivt stort beløb’ har sat min næse i retning af noget godt!

ZD filkvalitet er, hvor jeg har alene arbejdet i RAW formatet ved ISO 50 og 100 pæn. God detaljerigdom, minimal støj og fornem ren farvegengivelse. Kontrast og brillans finder jeg ikke helt godt, men ser det mest som et objektiv problem.

Eksponeringer på ISO 200 og 400, giver en ikke anvendelig kvalitet med kraftigt digital billedstøj.

Billedet af porten ved S-Broen på Frederiksborg Slot er eksponeret på 50 ISO. Et på alle måder pænt billede, med god tegning i lys og skygge. En ’teknisk set’ normal motivsituation, alle fotografer skal arbejde i.

Filen har en kvalitet der giver et godt tryk- og printresultat ved A3+.

Men, kikker vi på den blå kanal i skyggesiden, er der lidt digital støj. Det er vi ikke vant til i denne del af det digitale kamera marked, og kan ikke tages som udtryk for ’robust’ kvalitet.

Mamiya folkene kan nu sige at de kommer med en firmware upgrade senere, der løser dette problem. Fint nok – jeg forholder mig blot til den virkelige verden, nu-og-her !

Jeg vil nødigt beskyldes for at være nørdet, ved at fremdrage problemstillingen med den blå kanal. Alle digitale fotografer påtager sig at reproteknisk ansvar, hvor leverede filer skal have et reproteknisk ’forsvarligt’ indhold. Derfor er det ikke uinteressant, at se hvad filens kanaler indeholder.

Langtids eksponering, eksponeringer over fem sekunder i blandet lys, er ikke ZD’erens livret. Med realismens klarsyn, konstaterer jeg at det ikke er kameraets stærke side.

Mamiya software
Til ZD leveres freeware programmet ’Mamiya Digital Professional Studio’ – MamiyaDPS. Et browser, filhåndterings og RAW konverterings program. Jeg kommentarer (næsten) aldrig software design, ud fra devisen, at fotografer arbejder forskelligt og det alene er et spørgsmål om at finde et godt workflow.
Med al respekt for freeware, fatter jeg simpelthen ikke Mamiya’s tanker bag dette program. Det er ualmindeligt langsomt til RAW konvertering, fire til fem gange længere end Photoshop CS-2, og så er filkvaliteten bedre i Photoshop. Det er da ikke et godt signal at sende til ZD ejere!

Hands-on billeder
I salgsafdelingen har vi en håndfuld Epson R2400 A3+ billeder liggende klar til dit besøg. Billederne er mere interessante ud fra et teknisk synspunkt, end motivsituationen. Du køber først teknikken, værktøjet – efterfølgende klarer du det kreative.

Alle mine billeder er processet i Photoshop CS2.

Mamiya ZD – Phase One P25 – Canon EOS-1Ds MII – Nikon D2x
En entydig konklusion af denne field test, afhænger af hvem læseren er.

Går du efter mange megapixel, arbejder ved lave ISO værdier med motivtyper uden det store hastværk, er det nu du skal begynde at tænke på pengekassens realiteter.

Nikon D2x fotografen vil sikkert finde det som et kvantespring fremad.

P25 fotografen, eller hende/ham der er ved at købe et ’P’ bagstykke, skal nok blive ved den beslutning.

Canon EOS-D fotografen vil kun for nogles vedkommende se en fordel ved at supplere med en ZD. Andre vil finde det rigtigst at opgrade den eksisterende Canon fototaske med nyt gear og grej.

Alt-i-alt
Mamiya ZD tilbyder, mine knubbede ord til trods, gode egenskaber, som det alene tilkommer køberen at vurdere. Jeg føler mig overbevist om at mange vil finde ZD attraktiv, hvor andre vil finde det mindre attraktivt. Behov er forskellige, og fotografiske situationer kræver forskelligt værktøj.

ZD peger ikke kun i én retning, jeg ser flere muligheder – valget er dit.

Tekniske highlight:

  • 22 megapixel D-SLR kamera med Mamiya 645 AF bajonet
  • CCD billedelement 48x36 mm
  • Filformater RAW & JPG
  • Farverum Adobe RGB & sRGB
  • ISO 50-400
  • 1½ billede / sek
  • Buffer 11 skud
  • CF & SD kort til billedlagring
  • 1,8” LCD skærm
  • FireWire Interface
  • Vægt hus 1200 g
  • Lukker 30 sek – 1/4000 sek. Flash < 1/125

Mamiya ZD kamerahus: kr. 67.895,-

Lars i salgsafdelingen som du fanger på 3586 5106, kan give dig yderligere ZD informationer.

April 2006


Goecker A/S · Hejrevej 37 · 2400 · København NV · Tlf. 35 82 11 00 · Fax 35 82 52 00
Alle priser er ex. moms. Der tages forbehold for trykfejl, udsolgte varer mv.