Tekst: Per Buchmann
Foto: Henrik Saxgren & Per Buchmann
Henrik Saxgren var inviteret til Goecker onsdag d.15. marts, for at fortælle lidt om sig selv, og meget om hans sidste bog ’Krig og Kærlighed’.
Krig og Kærlighed er en bog om indvandrere i Norden, personer med anden etnisk herkomst – fra hele verden. En dokumentar skildring af hvordan indvandrere i Norden bor, integration og deres livshistorie. Henrik Saxgren’s (HS) intention er, at bogen også skal være aktuel om 50 år og 100 år. Et historisk dokument fra vor tid.
HS siger: ”Fotografi er subjektivt - men jeg besluttede mig for at få mest muligt med på billederne, for at informationen blev bedst. Alle billeder er optaget på blænde 16 eller 22, for størst dybdeskarphed”.
Et af HS klare mål med billeder og historie er, at det skal udstråle hverdag. Ikke nogen pynte-nusse opstilling. Det er hverdagen, livet og personerne der er centrum. Derfor er der også valgt en reproagtig ’kedelig’ blød belysning på optagelserne, der neutralt fremhæver personer og hjems detaljerigdom.
Her skal indskydes at billeder fra bogen, også danner grundlag for en vandre udstilling. Udstillingen kommer i juni til Øksnehallen i Købehavn og til Århus i august. Billederne er store, alle over 1x1 m – hvilket giver det ekstra kik ned i detaljen som HS ønsker. Billedernes dokumentarisme understreges, og detaljerigdommen visualiseres endnu bedre for beskueren.
HS siger at ”en bog ikke er en samling billeder – en bog er en kunstnerisk symfoni”. Personbeskrivelsen - livshistorierne bag personerne, er også Henrik’s værk - en symfoni der bringer tekst og billeder sammen.
HS er en fantastisk fortæller. Ærlig om sig selv, sit verdenssyn og vedstår at han er lidt af en snob. Udsagn og handling følges ad – en ikke altid selvfølgelighed i denne verden.
Bogens dejlige billeder og historien bag personerne, kan du se på udstillingerne eller købe bogen der koster kr. 399,00 inkl moms.
Næsten 100 personer kom til to timers underholdning og information, fra en kunstner og personlighed. HS har skabt endnu et værk, det tog fire år - hårde år siger HS. Fremover skal det være to års projekter, der alle skal ende med nye bogudgivelser og udstillinger.
To timer, ny inspiration og input til os på stolerækkerne.
Teknikken bag HS billeder.
70 kilo gear og grej har fulgt HS rundt i Norden. Profoto flash, reflektorer og skærme, Hasselblad 6x6 og Linhof 6x12. Fotograferet på negativ film, scannet på Imacon filmscanner.
|