
Billedbehandlingsbureauet Wetouch blev grundlagt i november 2005 på fundamentet af det tidligere Photoholistic. Wetouch ejes af retoucher Michall Cadovius. Bureauet har adresse i den gamle fabriksbygning i Vermundsgade på Østerbro, hvor det industrielle interiør med højt til loftet er en kilde til inspiration.
Michall Cadovius og Katinka Hilden står for den daglige drift. Derudover er to retouchere og en mediegrafikerelev fastansat samt et par retouchere tilknyttet på freelancebasis.
Wetouch er et af de få bureauer i Danmark, der laver professionel billedbehandling. Bureauet arbejder til daglig med en bred vifte af arbejdsopgaver - store såvel som små. ”Vi har stor erfaring med modefotografi, livsstil og bolig. Vi arbejder typisk med store modekampagner, kogebøger, møbelkataloger og kreative modeserier til et stort udvalg af danske og udenlandske magasiner.
Heldigvis har mange fotografer og AD’ere fået øjnene op for de forskellige muligheder, som retouch-arbejdet har at tilbyde. Og i dag bliver der næsten brugt mere tid på retouch end på selve fotograferingen. Man kan sige, at vi kan skabe et univers og et look i billederne, som er så vigtigt for at skille sig ud. Min erfaring siger, at det er godt for den kreative proces, at billederne kommer til bureauer som vores, i stedet for at fotografen selv billedbehandler. Billedbehandleren ser tit nogle muligheder som fotografen ikke ser.” udtaler Michall Cadovius.
Wetouch lægger stor vægt på at være på forkant med den teknologiske udvikling inden for både soft- og hardware. Men det vigtigste redskab for en billedbehandler er og bliver skærmen. ”Man kan rette og snakke nok så meget om et billede, men hvis man sidder ved en dårlig skærm, kan resultatet se helt anderledes ud, end det man sad og så på skærmen,” udtaler retoucher Sibbi Svansson.
Hos Wetouch er det meget vigtigt, at alle skærme og printere er kalibrerede. ”Hvis vi er usikre på, om kunden sidder ved en ikke-kalibreret skærm, sender vi hellere et proofprint ud til godkendelse og indhenter trykprofiler. Vores kunder skal føle sig trygge under hele processen, så det de får til godkendelse, svarer til det, de får ud af trykken,” siger Michall Cadovius
Wetouch har inden for de sidste par måneder fået en udvidet service inden for print og kan nu tilbyde portfolioprints, kanvasprint m.m. og meget snart startes House of Portfolios op i Danmark. (www.houseofportfolios.dk)
”Vi skulle selv bruge et par mapper til vores portfolio, så vi valgte de håndlavede mapper fra House of Portfolios, som er helt unikke og specielt fremstillet. Det var der idéen startede med at få agenturet i Danmark. Så planen er nu, at vi laver et showroom, hvor kunder kan komme og se på kvaliteter og farver, inden de bestiller,” fortæller daglig leder Katinka Hilden.